Nyheder01.01.23
Så skriver vi 2023 - og det betyder et tilbageblik på året der er gået, men også info om hvad planer vi har med det nye år.
2022 har budt på nye træningsteams, samt kurser i både lydighed og gruppe C. Vi prioriterer at holde os opdateret når det kommer til det sidste nye indenfor hundetræning, og i juli deltog vi på kursus i lydighed og gruppe C med Martin Knudsen som instruktør. I oktober kursus i gruppe C med Tommy Hansen som instruktør.
Da stormen Malik rasede i Danmark stillede Bente og Haus DisCha Didde i deres første IFH1 og fik flotte 96 point. Vi håber at se meget mere til dem i sporhundeverdenen.
Børge har i foråret bestået AD/UHP med Viva.
Den 1. august blev vi desværre nødt til at sige farvel til Barca. Mindre end et år fra vi deltog i DM i IGP3 og til vi måtte tage denne svære beslutning. Du er stadig så savnet at det gør ondt langt ind i kroppen.
Et stykke tid efter farvel til Barca, fik jeg tilbudt Metla's Milo på 6 måneder. En frisk dreng som var blevet kasseret til politiets mentaltest og som derfor var kommet retur til opdrætter. Milo er en hund med lyst til at arbejde i alle tre discipliner, og det går rigtig godt med træningen.
I 2023 er målet at få prøver på Enzo og Viva,og måske en færdselsprøve til Milo sidst på året. Jeg håber at det er muligt at få stillet til en IGP 1 med Viva inden hun kommer i løbetid her først på året.
Viva skal parres med ChaDe's Gaston - en kombination vi forventer os meget af. Gaston af 2. generation efter vores egen ChaDe's Gimmi - så vi kender blodlinjerne og skal selv beholde en tæve til fremtidig avl.
|